Sad og læste et gammelt indlæg på dourun.dk omkring skolernes motionsdag. Studsede over at flere af indlægene indeholdt kritik af dagen. Ikke hele dagen som sådan, men kritik af at nogle enkelte børn får lov at løbe ustyrligt mange kilometre og at skolerne kun fokusere på denne dag i ugen op til.
Punkt 1. Mange børn er faktisk så aktive, at de kan løbe væsentligt længere end vi tror. De skal nok stoppe når det gør ondt. Sjældent har børn i indskolingen så stor en viljestyrke, at de fortsætter med at løbe længe efter det er begyndt at gøre ondt, som vi andre er dumme nok til at gøre ind i mellem.
Punkt 2. Hvorfor skal det være skolen der opdrager jer børn? Den grundlæggende opdragelse kommer altså hjemmefra. Og i ordet opdragelse kan man altså også læse ordet inspiration. Det er mindst lige så meget dig som forældre der skal opdrage/inspirerer dit barn til at komme i gang med noget motion.
Har du selv deltaget i skolernes motionsdag efter du har fået skolebørn? Hvorfor ikke? Kom i gang! Lad motionsdagen være målet for noget fælles familietræning. Så er det pludselig noget man er sammen med sine børn om. Og de vil elske det. Bonus: Du får selv motioneret!
For mit eget vedkommende har jeg allerede meldt min ankomst. Og Freja, (1. klasse) glæder sig enormt meget. Nu er det jo ikke noget jeg træner op til som sådan, da min form 4-5 uger efter en Ironman burde være ok til at klare en 10 km tur, så i vores tilfælde, ser hun frem til at drengene bliver sat lidt på plads :o) Hvis jeg ovenikøbet er så heldig at komme i mål som en af de absolut første, ved jeg at hun vil være pavestolt. Så for hendes skyld bliver der løbet igennem..
Hvornår har du egentligt sidst set 50 forældre deltage i skolernes motionsdag?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar